Gasledningen Grøn Gas Lolland-Falster er nu ført gennem Guldborg Sund

Den 1500 meter lange farvandskrydsning mellem Lolland og Falster var den sidste i rækken. Det er en teknisk kompliceret del af projektet, der nu er gennemført med succes.

Anlægsprojektet Grøn Gas Lolland-Falster nåede en stor milepæl, da gasrørledningen i sidste uge blev trukket gennem Guldborg Sund mellem Lolland og Falster.

Gasrøret blev trukket igennem en 1500 meter lang underboring af sundet. Dermed er alle tre farvandskrydsninger på Grøn Gas Lolland-Falster gennemført. Tidligere på sommeren er gasrøret ført gennem Grønsund – mellem det nordlige Falster og Farø – og gennem Færgestrøm – mellem Farø og Sjælland.

Farvandskrydsningerne foregår ved, at maskiner borer sig vej gennem undergrunden cirka 40 meter under havets overflade. Hullet udvides med et større bor, og til sidst trækkes det sammensvejsede rør gennem boringen.

”Underboringerne er en teknisk kompliceret del af projektet, blandt andet fordi vi trods grundige forberedelser ikke kan være helt sikre på, hvad vi støder ind i undervejs. Vores team har nu gennemført tre farvandskrydsninger ud af tre på første forsøg – det kan ikke gøres bedre,” siger Claus Poetzsch, der er projektchef for Grøn Gas Lolland-Falster.

Næste skridt er i gang
Næste skridt i forbindelse med krydsningerne af farvandene er allerede i fuld gang. Det er de såkaldte tie-ins, hvor rørene fra farvandskrydsningerne forbindes med de rør, der er lagt på landjorden. Rørledningen på Falster er således allerede forbundet med rørledningen i Grønsund, og projektchefen forventer, at de øvrige tie-ins bliver udført inden for den kommende måneds tid.

Anlægsarbejdet på Grøn Gas Lolland-Falster skrider godt fremad i det fine efterårsvejr. Energinet står for den del af gasrørledningen, der strækker sig fra Nørre Alslev på Falster og op til kompressorstationen i Everdrup mellem Rønnede og Næstved.

Alle rør er nu lagt i jorden på denne 41 kilometer lange strækning, og Energinet har tilbageleveret næsten halvdelen af jorden til lodsejerne. Sideløbende foregår trykprøvning af røret.  

Fuld drift i sommeren 2024
Evida står for at lægge gasledningen i jorden på den 71 kilometer lange strækning fra Nr. Alslev til Nakskov på Lolland. Evida begyndte senere end Energinet og har lagt lidt over halvdelen af rørene i jorden.

”Projektet kører planmæssigt. Der er altid udfordringer på sådan et stort anlægsprojekt, men vi løser dem undervejs. Samlet set er vi cirka 60 procent igennem anlægsarbejderne på landentreprisen. Vi vurderer, at vi som planlagt kan sætte gas på gasrørledningen næste sommer og være klar til at gå i fuld drift i slutningen af august,” siger Claus Poetzsch.

Kontakt

Claus Poetzsch

Projektchef - Grøn Gas Lolland Falster

xclpo@evida.dk

+4553721035

Fakta

Gasrørledningen Grøn Gas Lolland-Falster skal gøre sukkerfabrikkerne på Lolland-Falster i stand til at udskifte olie og kul med gas og dermed sænke deres CO2-udledning. Sukkerfabrikkerne er Danmarks næststørste udleder af CO2.

Gasrørledningen kan også bruges til at transportere biogas fra landsdelen til resten af Danmark i de perioder, hvor sukkerfabrikkernes forbrug er lavt.

Se mere på projektets hjemmeside her: Grøn gas Lolland-Falster

 

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.