Britta van Boven, administrerende direktør for Gasunie Deutschland, og Thomas Egebo, administrerende direktør for Energinet, underskrev torsdag en samarbejdsaftale om de næste skridt for udviklingen af det dansk-tyske brintnet.

Energinet og Gasunie tager næste skridt mod en grænseoverskridende grøn brintinfrastruktur

Samarbejdsaftale om næste skridt i udviklingen af dansk-tysk brintnet skal gøre det muligt at stille store mængder dansk-produceret grøn brint til rådighed for det tyske marked.

 

I dag har Energinet og Gasunie underskrevet en samarbejdsaftale om de næste skridt for udviklingen af det dansk-tyske brintnet. Målet er at gøre det muligt at stille de store mængder grøn brint, som forventes produceret i Danmark, til rådighed for det tyske marked.

Fra 2028 vil en grænseoverskridende transmissionsforbindelse mellem Danmark og Tyskland muliggøre transport af grøn brint. De to selskaber ønsker i den forbindelse i fællesskab at udvikle brintnettet mellem Vestdanmark og Nordtyskland og derved bidrage til den dansk-tyske aftale, som de danske og tyske energiministre underskrev i marts 2023.

Formålet med samarbejdsaftalen er at skabe en formel ramme, som sikrer overensstemmelse mellem begge selskaber i planlægningsfasen af brintinfrastrukturprojekterne Dansk Backbone West og Hyperlink 3 (i Tyskland) for derved at muliggøre koordinerede investeringsbeslutninger på begge sider af grænsen.

Energinet og Gasunie ønsker at sikre tredje parts adgang og en grænseoverskridende forbindelse mellem produktion, lagring og forbrug af brint i overensstemmelse med den kommende europæiske lovgivning. Den grænseoverskridende forbindelse vil gøre det muligt for alle involverede interessenter og markedsaktører at afsætte deres brint og/eller få dækket deres brintbehov.

Det grænseoverskridende brintnet forventes at strække sig fra det kommende brintlager i Lille Torup til Heidenau syd for Hamborg med en samlet længde på ca. 550 km.

Danish Backbone West og Hyperlink 3

Danish Backbone West er det første storskala brint-rørledningsprojekt, der udvikles af Energinet i Danmark. Det er et storskala brinttransportsystem, der forbinder det underjordiske brintlager i Lille Torup med et brint-grænsepunkt ved grænsen til Tyskland i Ellund. Brint-rørledningsprojekt bliver en integreret del af det europæiske brint-backbone.

Den jyske backbone kan i fremtiden forbindes til brintdistributionssystemet i Danmark og offshore brintrørledninger til Danmark eller til andre nordeuropæiske lande.

Den jyske backbone forventes at blive realiseret ved en kombination af konvertering af en eksisterende naturgastransmissionsrørledning og nye brintrør. For på sigt at opnå en høj kapacitet er det planen i fremtiden at etablere kompression. Projektet er planlagt til at blive realiseret mellem 2028 og 2030.

Hyperlink 3 er en del af projektet Hyperlink, som er et brinttransportsystem i det nordvestlige Tyskland, der er udviklet af Gasunie, og som går fra grænsepunktet Ellund til Heidenau stationen syd for Hamborg. I Heidenau forbinder Gasunie brintnettet til det resterende Hyperlink system. Planen er at Hyperlink skal være en del af det nationale tyske Hydrogen Network (Core Grid) og det europæiske Hydrogen Backbone, hvilket giver adgang til de tyske produktions- og forbrugssteder.

Efter afslutningen af Hyperlinkprojektet vil Gasunie have forbindelser til Holland, Tyskland og Danmark samt give adgang til offshore brintrørledninger og brintmodtageterminaler. Hyperlinksystemet forventes at blive realiseret ved i stort omfang at konvertere eksisterende naturgastransmissionsledninger til transport af brint, og hvor det er nødvendigt, anlæggelse af nye rørledninger. Hyperlinkprojektet er planlagt til at blive udført gennem flere delprojekter i løbet af 2026-2028.

Danmark som powerhouse

I anledning af indgåelsen af samarbejdsaftalen siger Thomas Egebo, adm. direktør for Energinet:

"I Danmark har vi ambitionen om at blive et ’powerhouse’ for eksport af grøn energi for derved at spille en afgørende rolle i den europæiske energiomstilling. At sikre udviklingen af en grænseoverskridende brintinfrastruktur mellem Danmark og Tyskland er afgørende for at realisere potentialet, og vi ser denne aftale med Gasunie Deutschland som et naturligt næste skridt i realiseringen af ambitionerne"

Britta van Boven, adm. direktør for Gasunie Deutschland:

"Med vores samarbejde skaber vi en højeffektiv brintimportmotorvej, der skal forbinde det kommende behov og udbud for denne klimavenlige energikilde. Jeg glæder mig til at arbejde med Energinet i en fælles trinvis udvikling af fremtidens energisystem på basis af årtiers tillidsfuldt samarbejde".

Kontakt

Om Gasunie Deutschland

  • Gasunie Deutschland Transport Services GmbH, som har base i Hanover, er ansvarlig for at lede, drive og udbygge et rørledningsnet på ca. 4.600 km.
  • På grund af den geografiske placering fungerer Gasunie's rørledningsnet i Holland og Tyskland, der i alt er over 17.000 km langt, som gas hub for Nordvesteuropa.
  • Gasunie Deutschland er et datterselskab til N.V. Nederlandse Gasunie. Som en vigtig del af det nordtyske naturgasnet bidrager Gasunie's transportanlæg væsentligt til en sikker gasforsyning i Tyskland og Europa.
  • Gasunie driver brintmarkedet fremad ved at forbinde udbud og efterspørgsel efter brint og levere den nødvendige infrastruktur i god tid. På den måde styrker Gasunie energiomstillingen. Gasunie Energy Development GmbH udvikler Gasunie's brintaktiviteter i Tyskland.

Abonnér på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.