Grøn omstilling og et aldrende elnet giver stigende tariffer

Massiv grøn omstilling og dermed øgede investeringer i renovering og udbygning af eltransmissionsnettet betyder, at Energinets eltariffer for både elforbrugere og elproducenter stiger i 2025. Samtidig betyder voldsomme prisstigninger på kabler, transformere og andet teknisk udstyr, at det tilslutningsbidrag og dermed den engangsbetaling, som nye elproducenter skal betale for at komme på nettet, stiger.

Energinet har fastsat elforbrugernes tariffer for 2025 til 13,5 øre/kWh. Det er en stigning på 1,0 øre/kWh i forhold til 2024. Og det svarer i runde tal til en stigning på 40 kroner om året for en almindelig husstand.

Udover at betale faste tariffer per brugt kilowatt-time, så Energinet kan drive det overordnede danske elsystem og vedligeholde og udbygge eltransmissionsnettet, skal elforbrugerne også betale det årlige systemabonnement, som i 2025 bliver pristalsreguleret til 182 kroner per forbrugsmålepunkt.

Elproducenter vil også opleve ændrede tariffer i 2025. Indfødningstariffen, som elproducenter betaler for at sende elektricitet ud på nettet, bliver i 2025 ens for alle producenter og bliver sat til 0,5 øre/kWh. Den ensartes, fordi den geografiske differentiering forventes ophævet fra næste år. Desuden hæver Energinet elproducenternes balancetarif fra 0,24 til 0,65 øre/kWh, så elproducenterne dermed samlet set vil blive opkrævet 1,15 øre/kWh i 2025.

"Overalt i verden er der sat fart på den grønne omstilling. Mange steder skal der ske meget markante udbygninger af elnettet og store forandringer i den måde, vi sikrer forsyningen og balancerer produktion og forbrug. Det betyder, at også Energinets udgifter til at udbygge danskernes elnet og sikre forbrugerne strøm i stikkontakterne stiger. Jeg er fuldt ud klar over, at tarifstigningerne har negative konsekvenser mange steder, men det er nødvendigt at udbygge elsystemet, der er hele fundamentet i den grønne omstilling, ellers kommer vi ikke i mål, siger," siger Marie Budtz Pedersen, områdeleder i Energinet.

Gennem årtier har elforbrugerne båret langt hovedparten af samfundets omkostninger til at drive og udbygge det danske eltransmissionsnet. Men elproducenterne skal i dag i højere grad bidrage til de samlede udgifter.

Elproducenternes andel af de tarifopkrævninger, som Energinet opkræver i 2025, vil stige med 3 procentpoint - fra ca. 4 pct. til 7 pct. De resterende 93 pct. bliver fortsat betalt af elforbrugerne.

Producentbetalingen blev indført i 2023, efter Folketinget besluttede, at elproducenter skal betale en større del af de samlede omkostninger til blandt andet udbygning og vedligehold af nettet.

I 2025 vil også det tilslutningsbidrag, som nye elproducenter, fx solcelleparker eller vindmøller skal betale for at blive koblet på eltransmissionsnettet, stige.

"Den voldsomme acceleration af den grønne omstilling presser priserne på fx kabler, ledninger, transformere og andet teknisk udstyr, vi skal bruge for at udbygge elnettet, op. Vi oplever markante prisstigninger, og det har den konsekvens, at det tilslutningsbidrag og dermed den engangsbetaling, som nye solcelleparker og vindmøller skal betale, som bidrag til at elnettet bliver udbygget, stiger med 60-70 procent i 2025. Det er store stigninger, som desværre kan have meget negative konsekvenser for opstillere af solcelleparker og vindmøller," siger Marie Budtz Pedersen.

Samplacerede anlæg kan deles om tilslutningsbidrag

Solceller producerer til nettet i ca. 1/5 af døgnet og vindmøller i snit 1/3 af tiden. Derfor er det også relativt dyrere at tilslutte solceller end vindmøller. Men det kan gøres billigere med de såkaldte hybridløsninger, hvor forskellige typer produktionsanlæg deles om tilslutningen. En løsning Energinet anbefaler, hvor det er muligt.

”Energinet skal udbygge nettet så klogt og omkostningseffektivt som muligt, og vi søger hele tiden efter måder at gøre det smartere. En af måderne er, at forskellige typer elproduktion, fx sol og vind, indgår i samplacering og deles om tilslutningsbidraget. På den måde kan vi udnytte nettet mere optimalt i flere af døgnets timer og slippe for dyre udbygninger eller alt for mange timer, hvor elnettet ikke bruges fuldt ud,” siger Marie Budtz Pedersen.

Vil du vide mere om tariffer?

I publikationen Fremskrivning af Energinets tariffer 2025-2027 finder du uddybning og baggrund for tarifudviklingen.

Energinet holder et online informationsmøde om 2025-tarifferne torsdag den 19. september 2024 fra kl. 14.30 til kl. 15.15.

ENERGINETS ELTARIFFER I 2025

Kontakt

Informationsmøde om eltariffer 2025

Energinet holder et online informationsmøde om 2025-tarifferne torsdag den 19. september 2024 fra kl. 14.30 til kl. 15.15

Tryk her

Abonnér på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.