Gas i Danmark 2014

Energinets årlige rapport til Energistyrelsen omkring gasmarkedet i Danmark. Gas i Danmark er erstattet af den årlige Gasforsyningssikkerhedsredegørelse.

Hent rapport

Resumé

Rapporten redegør blandt andet for de to Early Warnings som Energinet udsendte i foråret 2013 pga. en kritisk forsyningssituation. Begge situationer blev løst, inden der måtte en afbrydelse af gasforsyningen til, hvilket ville have været første gang i gassens 40-årige historie i Danmark.

Første advarsel i marts skyldtes, at temperaturen faldt i stedet for at stige som normalt, og dermed blev der brugt mere gas end forventet. Anden advarsel skete i april efter at vedligeholdelse af Thyra-platformen i Nordsøen, der står for 90 % af den danske gasproduktion, faldt sammen med en reduktion af udtrækningskapaciteten i gaslagret i Stenlille. Forsyningen fra Norsøen var reelt afbrudt i 10 dage efter komplikationer – den længste periode uden gas fra Nordsøen til dato. Men der kom ro på situationen og et mere stabilt forsyningsniveau igen, inden Energinet ville have været nødt til at opjustere advarselsniveauet.

Gassystemets nye motorvej 

Situationer som disse ser dog ud til at kunne undgås nemmere i fremtiden. I slutningen af 2013 indviede Energinet en ny kompressorstation ved Egtved samt en udbygget gasledning til Tyskland, der går fra at kunne transportere 200 kubikmeter til 700 kubikmeter i timen. Det gavner forsyningssikkerheden og den grønne omstilling – både på kort og langt sigt, men også konkurrencen og dermed priserne for forbrugerne, da Danmark nu får en motorvej til de europæiske gassystemer.