Adrian Expethit, stærkstrømsingeniør og graduate

”Jeg vil gerne præge den grønne omstilling igennem min stærkstrømsfaglighed”

 

  • Stærkstrømsingeniør fra Aalborg Universitet (AAU)
  • Et semester på San Diego University i USA
  • Ansat siden 2018

____________________________________________________________________

ET UNIKT AFKLARINGSFORLØB

Jeg søgte ind som graduate i Energinet, fordi det gav mig mulighed for at sætte et dedikeret fokus på min videre faglige og personlige udvikling. Jeg synes, at Energinet tilbyder sine graduates en unik mulighed for at deltage i et udviklings- og afklaringsforløb, hvor man ikke mindst lærer en masse om sig selv, men også hvordan ens faglighed kan skabe mest værdi i en stor organisation som Energinet.

I min første turnus som graduate arbejder jeg som projektleder igennem både modnings- og etableringsfasen af et projekt, som omhandler automatisering for at kunne styre spændingen i elnettet. Dette er min hovedopgave i denne turnus, og det giver mig en stor læring inden for projektledelse og det at tidsstyre, koordinere og motivere forskellige medarbejdere, hvilket er super spændende. Det er fedt, at der i Energinet er plads til at give en nyuddannet så udfordrende og spændende opgaver med så stort et ansvar.

For at udvikle mine projektlederkompetencer endnu mere har jeg desuden valgt at blive facilitator for to fagmiljøer i Energinet inden for henholdsvis ”Stationer” og ”Team driftsanalyse”. I begge fagmiljøer udvikler jeg mine kompetencer som facilitator, men jeg får også en utrolig stor indsigt i stærkstrømmens verden både i forhold til styring og praktiske anliggender ude på stationerne.  Derudover er jeg med i flere andre projekter, hvor jeg bidrager med en mere ingeniørfaglig vinkel. Jeg har generelt efterspurgt meget alsidige opgaver, hvor jeg får lov til at prøve forskellige vinkler af min faglighed af. Lige nu tiltaler emnerne it og digitalisering mig meget, og det er derfor helt vildt fedt, at jeg har mulighed for at bruge min faglige viden som stærkstrømingeniør til at udvikle snitfladerne til it og digitalisering igennem mit arbejde.

MULIGHED FOR AT PRÆGE DEN GRØNNE OMSTILLING

Som stærkstrømsingeniør giver det utrolig god mening at arbejde inden for energibranchen og ikke mindst Energinet. Energinet har en masse spændende opgaver for en stærkstrømsingeniør som mig, men vi arbejder derudover også for den grønne omstilling, som jeg interesserer mig utroligt meget for.

Mit valg om at tage et graduateforløb i Energinet har givet mig de bedste forudsætninger for at gøre en forskel for den grønne omstilling. Det er et spændende arbejde, og så passer det rigtig godt ind i min livsfilosofi, at mit arbejde skal give mening på et højere plan. I Energinet har man muligheden for at præge dagsordenen for den grønne omstilling i hele det danske energisystem – og det er fedt! Det imponerer mig stadigt en gang i mellem, hvor meget indflydelse Energinet faktisk har, hvis man tager et samfundsøkonomisk perspektiv. For hvis Energinet gør det godt, går der ikke længe før andre TSO’er følger trop, og så begynder vi at rykke på noget ift. den grønne omstilling og klimaet! Jeg vil allerhelst være lige der, hvor udviklingen sker indenfor den grønne omstilling, og der er Energinet med helt fremme. Vi samarbejder og vidensdeler på tværs af fagligheder for at opnå det bedst mulige resultat. Det motiverer mig at arbejde i dette grønne fællesskab, som vi har i Energinet, hvor vi i flok, men på hver vores måde, samarbejder om at nå de samme mål.

EN FREMTID INDEN FOR DIGITALISERING OG STÆRKSTRØMSFYSIK

Mit håb for fremtiden er, at jeg kan arbejde endnu mere inden for it- og digitaliseringsfeltet i sammenkobling med stærkstrømsfysikken. Kriteriet for mig er, at jeg skal være der, hvor jeg kan skabe mest mulig værdi samtidigt med, at jeg bidrager til den grønne omstilling.

Graduateforløbet hos Energinet giver mig mulighed for at udvikle mig i den rigtige retning og dermed finde den plads, hvor jeg føler mig bedst tilpas.  Jeg tror på, at fremtidens problematikker inden for energisektoren kræver en forståelse for samarbejde på tværs af forskellige fagligheder, og jeg ser et stort potentiale i koblingen mellem de nye digitale muligheder og stærkstrømmen. Derfor er det fedt, at jeg har mulighed for at sparre med en masse specialister fra forskellige fagområder, som hver især brænder for lige præcis deres felt.

I dagens samfund har vi så uendeligt mange muligheder, og derfor stræber jeg også efter at finde et arbejde, der giver mening på et højere plan. Det synes jeg, at jeg har muligheden for i Energinet, hvor jeg igennem udviklingsprojekter og innovation lærer at tænke på helt nye måder, som vi kan understøtte den grønne omstilling på. Når man er en del af den udvikling, så bliver det nærmest en del af din identitet, og det synes jeg godt, at man kan være stolt af.