Alexander Riishede Jensby, studentermedhjælper

"Jeg udvikler løsninger i takt med den teknologiske udvikling"

 

 

 

 

  • Civilingeniør i teknologibaseret forretningsudvikling, Aarhus Universitet (AU)
  • Studentermedhjælper i afdelingen Asset Vedligehold
  • Ansat siden 2017

 

 

____________________________________________________________________

 

NYE TEKNOLOGIER I EKSISTERENDE SYSTEMER

 

Mit arbejde som studentermedhjælper i Asset Vedligehold hos Energinet involverer forskellige aspekter af optimering igennem teknologi og digitalisering.  Jeg har blandt andet arbejdet på at udvikle en ny procesmodel, der skal styrke forudsætningerne for at kunne forudsige, hvornår elektriske komponenter, såsom afbrydere og reaktorer, skal vedligeholdes. Derudover arbejder jeg også med at finde nye måder at integrere digitalisering i Asset Vedligehold for at sikre kvaliteten af energiforsyningen og ligeledes reducere vedligeholdelsesomkostningerne. Det har blandt andet ført til udvikling af ”fremtidens digitale station”. Jeg har også drevet et modningsprojekt, der gik ud på at optimere den nuværende træbeskæringsproces omkring luftledninger vha. laserteknologien LiDAR.

 

Der er mange muligheder for at effektivisere transmission af energi gennem teknologi, og det åbner dørene for nye banebrydende projekter, som er utrolig spændende at få lov til at være en del af. Visionen for en bæredygtig energisektor sætter ambitiøse mål for Energinet, hvilket er fedt at være med til at arbejde hen imod. Opgaverne jeg arbejder med, er spændende og kræver nytænkning, hvilket er et stort ansvar, man ikke altid forbinder med et studiejob. Men hos Energinet er der plads til at udvikle sig gennem udfordrende opgaver, hvilket klæder en studerende som mig rigtig godt på til en fremtidig karriere som ingeniør.

 

ET STUDIEJOB MED FRIE TØJLER

 

Jeg har helt frie tøjler til at udvikle ideer og innovative tiltag, som kan være med til at gøre en forskel for det danske samfund, hvilket gør Energinet til en spændende arbejdsplads. Der har siden min opstart i Energinet været en stor interesse for min faglighed og de evner, jeg kan bidrage med. Det gav mig en rigtig god start i virksomheden, da jeg blev taget seriøst, og der blev vist interesse for at udnytte mine evner på bedste vis i afdelingen. I Energinet kan man hurtigt udvikle sig inden for sit uddannelsesfelt og de snitflader i virksomheden, man interesserer sig for. Jeg har fx taget forskellige kurser i projektledelse og machine learning for at udvikle mine kompetencer inden for disse felter. Jeg synes, Energinets investering af tid og ressourcer i mig, selvom jeg egentlig bare er studentermedhjælper, vidner om en arbejdsplads, der tager sine medarbejdere seriøst og har øje for den enkeltes faglige udvikling. Man føler sig helt bestemt værdsat og motiveret til at bruge det, man lærer i sit arbejde.

 

Det er særligt udviklingspotentialet, jeg vægter meget højt ved mit studiejob, da der er uendelige muligheder for at prøve forskellige ting af. Det giver mig mulighed for at finde ud af, hvor mine spidskompetencer er, samt hvilke arbejdsområder jeg synes er mest spændende. Derudover er studiejobbet et godt springbræt til en karriere i Energinet, hvor jeg lige er blevet tilbudt en stilling som graduate fra efteråret 2019.

 

DEDIKATION TIL DEN GRØNNE OMSTILLING

 

Som medarbejder hos Energinet mærker man tydeligt, at folk brænder for deres arbejde, ligegyldigt hvilken afdeling man er i, eller hvilken stilling man har. Der er et fælles mål om at bidrage til den grønne omstilling, som alle medarbejdere bidrager til på hver sin måde. Det skaber et godt sammenhold i virksomheden og en gensidig respekt, at alle er passionerede omkring deres arbejde og værner om en god kultur.

 

Det samme oplever man gennem politikken om ’free seating’, hvilket betyder, at alle frit kan vælge, hvilket skrivebord de har lyst til at sidde ved, når de møder ind om morgenen. På den måde får man ofte en ny sidemakker, og der er derfor et godt grundlag for, at folk fra forskellige afdelinger kan snakke sammen på kryds og tværs, hvilket også giver en større indsigt i de forskellige afdelinger. Man mærker derfor heller ikke på samme måde noget hierarki, og alle taler med alle, ligegyldigt om man er leder eller studentermedhjælper. Jeg tror, det er dedikationen bag Energinets mission og vision om den grønne omstilling, der binder folk sammen. Det skaber en generel anerkendelse af alle i virksomheden, fordi alle på hver deres måde bærer et samfundsansvar ved at arbejde for Energinet, og det er altså en fed kultur at arbejde i.