
Houstrup Strand er åben igen
Anlægsarbejdet med Baltic Pipe er så langt, at det igen er muligt at passere byggepladsen på stranden.
Arbejdet med at føre Baltic Pipe i land fra Nordsøen er nu så langt, at oprydningsarbejdet er godt i gang på Houstrup Strand på vestkysten.
Røret blev trukket i land i maj, og det store trækspil er for længst blevet fjernet. Dele af arbejdsområdet er stadig spærret af, men det er igen muligt at passere stranden ved vandkanten. Det er altså ikke længere nødvendigt at benytte den sti, der var anlagt i klitterne.
Efter planen bliver skurvognene fjernet fra strandområdet sidst i juni.
Det 105 kilometer lange rør, der skal forbinde gasrøret på land med den norske gasrørledning, er ved at blive gravet ned i Nordsøen. Til efteråret vil der igen være en periode med aktivitet på Houstrup Strand, når rørene skal forbindes. Det bliver dog ikke nødvendigt at spærre stranden helt af igen.